Engageret og fagligt stærk leder til nyt specialtilbud i Glostrup Kommune

Brænder du for at skabe de bedste rammer for børn og unge med særlige behov? Har du stærke ledelsesmæssige kompetencer og erfaring med specialpædagogisk arbejde og behandling? Så er dette en unik mulighed for at sætte dit præg på et nyt, ambitiøst specialtilbud i Glostrup Kommune.

Vi søger en engageret og visionær leder, der kan stå i spidsen for sammenlægningen og udviklingen af to eksisterende specialtilbud, Ejbyhus og 7,8Nieren, til ét stærkt og sammenhængende tilbud.

Om jobbet:

Som leder for det nye samlede specialtilbud får du en central rolle i en spændende udviklingsproces. Din primære opgave bliver at lede og sammenlægge Ejbyhus og 7,8Nieren til ét tilbud. Dette indebærer en stor kulturforandring, hvor du skal skabe en fælles kultur og et stærkt fagligt ståsted for medarbejderne. Fra skoleåret 26/27, og muligvis før, skal tilbuddet flyttes til det kommende Leragergård, hvilket kræver en struktureret og planlagt proces. Du vil desuden bidrage aktivt til den langsigtede strategi for det samlede specialområde i tæt samarbejde med resten af ledelsesteamet og tværgående partnere.

Du vil få det faglige og personalemæssige ledelsesansvar for ca. 13 medarbejdere og ca. 23 børn i den nuværende struktur. Det nye tilbud forventes at få plads til ca. 34 børn, hvilket også vil medføre en udvidelse af medarbejderstaben.

Tilbuddet er et specialskoletilbud med mulighed for behandling og henvender sig til børn og unge fra 0.-9. klasse med adfærdsproblematikker, socio-emotionelle udfordringer, traumer, autismespektrumforstyrrelser (ASF) og angstproblematikker.

Dit ansvar bliver at: 

  • Lede de to eksisterende specialtilbud og forberede dem på sammenlægningen.
  • Udvikle en fælles kultur og pædagogisk retning, så medarbejderne står stærkt i overgangen.
  • Sikre en tryg proces for både børn, forældre og medarbejdere i forbindelse med sammenlægningen.
  • Være tæt på den daglige drift og yde pædagogisk sparring til medarbejderne.
  • Udvikle medarbejdernes kompetencer, så de får et fælles pædagogisk ståsted.
  • I samarbejde med den øvrige ledelse at udvikle det samlede specialområde i Glostrup

Vi søger en leder, der:

  • Har ledelseserfaring og erfaring fra specialområdet.
  • Har en stærk specialpædagogisk forståelse og kan tilbyde sparring til medarbejderne.
  • Har erfaring i at arbejde med  rogivende pædagogik i et miljø, hvor der kan være affektprægede børn og kan håndtere komplekse problemstillinger. 
  • Kan arbejde med en systemisk narrativ tilgang i en miljøterapeutisk ramme.
  • Har stor erfaring med udvidet forældresamarbejde, også i udfordrende situationer.
  • Er tydelig, robust og kan sætte retning, men samtidig er nærværende og omsorgsfuld.
  • Kan lede tæt på praksis, være synlig og aktiv i hverdagen – og træde til i dagligdagen med børnene, når der er behov for det.
  • Ser muligheder frem for begrænsninger, bevarer overblikket i en kompleks hverdag og kan etablere konstruktive samarbejder med faggrupper på tværs af området.
  • Har erfaring med forandringsledelse og kan skabe tryghed i en stor kulturforandring.
  • Kan se værdien af humor og social kapital i hverdagen og prioriterer en rolig tilgang med smittende glæde og energi.

Vi tilbyder:

  • En spændende og udfordrende lederstilling med mulighed for at præge udviklingen af et nyt specialtilbud.
  • En central rolle i en organisation, der har fokus på trivsel, inklusion og faglig progression for børn med særlige behov.
  • Et tæt samarbejde med et engageret ledelsesteam og dygtige medarbejdere.
  • Mulighed for faglig og personlig udvikling.

Om Glostrup Kommune

I Glostrup Kommune arbejder vi målrettet med at skabe trivsel og progression for børn med særlige behov, reducere segregering gennem øget inklusion og sikre en bæredygtig udvikling af specialområdet. Oprettelsen af det nye samlede specialtilbud er en del af denne indsats. Du bliver en del af en række ledelsesfora og visitationen sammen med den øverste leder for det samlede specialområde. Der er mange ledelsessparringspartnere på skolerne, i PPR, i Familieafsnittet og forvaltningen, hvilket betyder, at du bliver en del af noget større. I hverdagen vægter vi et ligeværdigt samarbejde, hvor der er plads til nysgerrighed og forskellighed. 

Ansættelsesvilkår:

Stillingen er med start pr. 1. august 2025. Løn og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst. Inden ansættelse vil der blive indhentet referencer samt børne- og straffeattest.

Ansøgningsfrist:

Ansøgningsfrist er d. 15.  juni 2025. Vi forventer at holde 1. samtale d. 18. juni og 2. samtale d. 24. juni.

Kontakt:

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte lederen af det samlede specialområde Tina Schaksen på telefon 20449881.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning og læse om, hvordan du kan bidrage til at skabe de bedste rammer for børn og unge med særlige behov i Glostrup Kommune.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Frist:
Stillingskategori: Ledelse
Ansættelsesvilkår: Fastansættelse
Arbejdstid: Fuldtid
Kontaktperson:
Tina Louise Løndal Schaksen Leder +4520449881
Glostrup Kommune
Rådhusparken 2 - 2600 Glostrup
Telefon 4323 6100
CVR 65120119